Flere forældre er meget tilfredse med dagtilbuddene i Frederikssund

Forældrene i Frederikssund Kommune er blevet mere tilfredse med deres børns dagtilbud. Det viser den seneste tilfredshedsundersøgelse, som bliver behandlet i Udvalget for Børn, Skole og Familie i oktober.
I 2026 svarer 51 procent af forældrene, at de er meget tilfredse med deres barns dagtilbud. I 2022 var andelen 42 procent. Det svarer til en stigning på ni procentpoint.
Den samlede tilfredshed er samtidig steget fra 4,1 til 4,3 på en skala fra 1 til 5. Samtidig er andelen af utilfredse eller meget utilfredse forældre halveret fra otte til fire procent.
"Det er glædeligt at se, at forældrene i stigende grad er meget tilfredse med deres barns dagtilbud. Det er et vigtigt signal om, at den pædagogiske indsats, der bliver lagt hver dag af medarbejdere og ledere, gør en forskel for børn og familier. Samtidig er det positivt, at færre forældre giver udtryk for utilfredshed. Vi skal selvfølgelig fortsat være nysgerrige på, hvad der fungerer godt, og hvor vi kan gøre det endnu bedre," siger Rasmus Petersen, formand for udvalget for Børn, Skole og Familie.
Udviklingen kan også ses blandt medarbejderne. I august 2024 var gennemsnitligt 33 medarbejdere fraværende hver dag på grund af sygdom. I august 2026 var tallet faldet til 23.
Samtidig er andelen, der arbejder 37 timer om ugen, steget fra 30 til 36 procent. Det betyder, at 139 medarbejdere nu arbejder på fuldtid mod 112 i 2024.
"Det er en rigtig positiv udvikling, som vi har god grund til at være stolte af. Når flere medarbejdere er på arbejde, og flere har mulighed for at arbejde på fuldtid, skaber det gode forudsætninger for kontinuitet og kvalitet i hverdagen for både børn, medarbejdere og forældre," siger Sune Thor Olsen, leder for Dagtilbud i Frederikssund Kommune.
Faktaboks:
- 51 procent af forældrene er i 2026 meget tilfredse med dagtilbuddene.
- I 2022 var andelen 42 procent.
- Den samlede tilfredshed er steget fra 4,1 til 4,3 på en skala fra 1 til 5.
- Andelen af utilfredse eller meget utilfredse forældre er faldet fra 8 til 4 procent.
- Det gennemsnitlige daglige sygefravær er faldet fra 33 medarbejdere i 2024 til 23 i 2026.
- 139 medarbejdere arbejder nu 37 timer om ugen mod 112 i 2024.
- Andelen, der arbejder under 20 timer om ugen, er faldet fra 6 til 2 procent.






Accepter kun nødvendige cookies